Loading...

Præsentation – opbygning og levering

 

 Lyt og få inspiration

 

Ved mange arrangementer har deltagerne 30 eller 60 sekunder til at præsentere sig selv.

Nogle kalder det elevatortalen, andre en pitch. Uanset hvad du kalder din præsentation, er det vigtigste, at du fokuserer på, hvem du skal tale for, og hvad, du vil have ud af at gøre det. Det handler denne session om.  

 

En god præsentation har et mål:

Forestil dig en tømrermester, Jens Hansen, som skal fortælle om sig selv.  Han siger: ”Mit navn er Jens Hansen fra tømrerfirmaet JH Byg. Vi er specialister i vinduer og døre.

En god kontakt for mig er køberrådgivere - helt specifikt vil jeg gerne i kontakt med PP Hansen og fortælle dem, hvordan jeg øger værdien af mine kunders ejendomme.

Jens Hansen, tømrerfirmaet JH Byg, specialisten i vinduer og døre.” Det er en enkel og god præsentation. Efter den er ingen i tvivl om, at Jens Hansen har specialiseret sig i vinduer og døre, og at han tænker strategisk i forhold til ønskede samarbejdspartnere.  

 

En dårlig præsentation træder vande….

Jens Hansen kunne også have gjort som rigtig mange utrænede netværkere og i stedet have sagt: ”Mit navn er Jens Hansen, jeg har et tømrerfirma, som har eksisteret i 15 år. Vi er i dag fem svende og en lærling, så hvis der er nogen, der har brug for en tømrer, så er de velkomne til at ringe.”

I denne version har Jens Hansen ingen plan for sin forretning og ingen holdning til hverken det, han vil arbejde med eller sine medarbejders styrker. Det sender ikke særligt professionelle signaler.    

 

En god præsentation viser fokus og fordele:

Her er et andet eksempel: ”Mit navn er Martin Hansen, MH Electric. Jeg er specialist indenfor industriproduktion. En god kontakt for mig er PH Maskinfabrik, som jeg gerne vil fortælle, hvordan jeg sikrer andre fabrikker mod nedbrud i produktionsanlægget. Det koster rigtigt mange penge for en fabrik at have et nedbrud, men jeg er super god til at reparere og forebygge, så nedbrud kan minimeres. Martin Hansen, MH Electric, specialist inden for industriproduktion.”

Denne præsentation har fokus på et konkret problem, som MH Electric løser eller forebygger - en situation som kan være både kritisk og dyr for kunden.

Selv om MH Electric er elinstallatør og kan løse stort set alle typer af elopgaver, så har Martin fokus på virksomhedens kernekompetencer og den retning, man vil udvikle virksomheden i. Det gør indtryk.  

 

En god præsentation skærer fra:

Når du har et halvt eller et helt minut til at præsentere din virksomhed i, kan du på ingen måde nå hele vejen rundt. Og selv hvis du kunne, ville tilhørerne glemme det meste. Derfor er det vigtigt at skære fra og fokusere på en enkelt ting.

  • Du skal tale om at få flere ønskekunder og opbygge en kort præsentation på baggrund af det.

Når præsentationen er på plads, skal du øve dig. Og øve dig. Jo mere, du øver, des mere sikker vil du føle dig – og jo bedre indtryk gør du på tilhørerne.        

Se også min XYZ-model til din præsentation!

 

Og så skal præsentationen leveres:

Når du har lagt dig fast på de ord, du vil sige, og øvet dem til de sidder helt fast, er det tid at træne selve leveringen.

Dit kropssprog og din stemmeføring betyder nemlig rigtig meget for tilhørernes oplevelse af din præsentation:

Dit kropssprog betyder omkring 55 % af oplevelsen, din stemmeføring omkring 38 % og indholdet kun omkring 7 %. Derfor er der meget at hente, hvis du virker overbevisende, troværdig og engageret, når du taler.

I virkeligheden er det nemlig din energi og dit engagement, tilhørerne bliver tiltrukket af – mere end det konkrete produkt eller den ydelse, du sælger.

Husk også at tale højt, så alle kan høre dig. Det kan virke grænseoverskridende, men en kraftig stemme giver opmærksomhed og bliver lyttet til.    

 

Kroppen taler også:

Hvordan har du det med at ”tale med kroppen”? Igen kan det virke grænseoverskridende, men der er points at hente, hvis du kan vise med din krop, at du mener det, du siger. Der behøver ikke gå italiensk mama i den, men øv dig i at bruge armene, knytte hænderne og eventuelt løfte øjenbrynene af og til. På den måde understøtter dit kropssprog det sagte.

Husk også, at et smil faktisk kan høres på stemmen. Det er dog vigtigt, at du holder dig til det, der virker naturligt for dig. Hvis ikke, kan tilhørerne mærke det.

Ligesom kropssproget kan understøtte din præsentation, kan det også modarbejde den.

Derfor skal du IKKE:

  • Stå og læne dig hen over stolen.
  • Have armene over kors.
  • Stå med hænderne i lommen.
  • Undgå øjenkontakt og se ud af vinduet eller mod et fjernt sted.  

 

En god præsentation skaber tillid og troværdighed:

Formålet med din præsentation er ikke at sælge til dem, der er i rummet. Formålet er at skabe tillid og troværdighed, så andre vil opsøge dig og anbefale dig.

Din præsentation skal derfor overbevise tilhørerne om, at du er interessant – og gerne gøre det så grundigt, at de ikke glemmer dig lige foreløbig.  

 

Giv dig selv 30 minutters strategisk samtale.

Det foregår online og uforpligtende!