Loading...

 

 

 

Fra smalltalk til en værdifuld relation

Måske genkender du situationen: Du sidder i din bil på vej til en professionel sammenkomst, og sommerfuglene blafrer rundt i maven. I så fald er du langt fra alene, for de fleste føler sig usikre ved mødet med en fremmed. Her kommer begrebet mingling ind, når du skal til et netværksmøde, en reception eller en hvilken som helst anden event, hvor der skal cirkuleres rundt, og hvor du møder nye mennesker.

For hvordan bryder man isen og kommer i gang med en dialog, det der populært kaldes smalltalk, og som mange har det rigtigt dårligt med.

Men hvad er smalltalk for en størrelse, og hvorfor snuser hunde til hinanden?

Med smalltalk skaber du en uformel, positiv og konstruktiv platform til at blive klogere på den anden person.

Smalltalk har til formål at indsamle information, eller sagt på en anden måde, så skal smalltalk bruges til at afsøge om vi kan bruge hinanden til noget, om vi har nogle fælles referencer, interesser, ideer, ønsker eller lignende, kender vi nogen som den vi taler med kunne have glæde af at møde. Eller kan vi begge få glæde af at opbygge en god og langvarig relation?

Så smalltalk foregår ved at stille nogle gode åbne HV-spørgsmål, at vise interesse, lytte aktivt og sikre at den du taler med, føler sig godt tilpas i dit selskab.

Den følelse, du efterlader andre mennesker med, er afgørende for, hvor godt de husker dig. Det påvirker din personlige markedsværdi og dit omdømme.

Smalltalk er det første skridt på vejen mod en god relation!

Måske hjælper det dig at tænke, at selv din bedste ven engang var en fremmed.

Måske kan du finde styrke ved at tænke på de mellem 300 og 500 mennesker, som hver ny relation kan give dig adgang til via hans eller hendes netværk og de nye muligheder, det vil kunne give dig.

En vigtig netværksregel lyder: Du ved ikke noget om et andet menneske, før du har talt med vedkommende.

Hvilke spørgsmål kan du så bruge til at bryde isen ved en smalltalk?

Eksempler på spørgsmål, du kan anvende:

  • Hvad har fået dig til at komme her?
  • Hvad er din relation til …..??
  • Hvad kunne du godt tænke dig at få med hjem?
  • Hvor tit deltager du i sådanne …..??
  • Hvor meget forbereder du dig på sådan en …..??
  • Hvad kunne du godt tænkte dig, der skulle ske?

Dit kropssprog!

Når mennesker mødes, betyder dit kropssprog meget for det første indtryk, så stop op, inden du går ind i lokalet, ret dig op.

En nem, men meget effektiv øvelse er at føre armene nedefra og fremad, samle dem over hovedet og føre dem ned langs siderne. Det retter dig op og åbner kroppen.

Husk også at smile. Måske føler du det meget kunstigt i starten med den rette ryg og et påtaget smil, men det virker. Husk i det hele taget smilet hele vejen.

Giv hånd og hils på så mange som muligt. Brug ikke tid på dem, du kender; men fokuser på at skabe nye kontakter og relationer.

Hvis sommerfuglene blafrer, så tænk på, at de fleste har det ligesom dig. Se dig selv som en hjælper, der også hjælper DEM ved at tage det første skridt.

Det hjælper med at opbygge den relation, du ønsker, og tager samtidig dit fokus væk fra din nervøsitet.

Optræd som vært – også selv om du er gæst. Spørg, om du kan hjælpe med en kop kaffe eller andet.

Bed dem, du kender, introducere dig til deres relationer – og introducér dem til dine. Det hjælper mange og er med til at bygge gode relationer. 

Tænk på din adfærd og de signaler, du sender ud. Lige tiltrækker lige, så vil du møde positive mennesker. Skal du selv optræde positivt. Smil hele tiden – og hjælp, hvor du kan.

Vær til gengæld varsom med humor – især ironi og sarkasme, som det ofte kræver lidt kendskab til afsenderen at sætte pris på.

Vis oprigtig interesse for dem, du møder. Vær positivt nysgerrig.

Prøv aldrig at sælge noget første gang, du møder en person. At netværke handler ikke om det hurtige salg, men om at opbygge en relation, som måske kan være en åbning mod alle de kontakter, personen har.

Du kan få mere inspiration med SMIL-modellen

HUSK! Gode relationer er GULD værd!

 

Book en GRATIS strategi-samtale her!